BJ Nilsen & Stilluppsteypa
Drykkjuvisur Ohljodanna
CD HMS 008


Geiger
by Jakob Bækgaard
January, 2007

Det er ofte i samarbejdet med andre, at det mest kunstneriske interessante resultat kan finde sted. Hvor det er beundringsværdigt at udvikle en individuel æstetik, så er det måske endnu mere vanskeligt at lade en individuel vision udfordre af andre og skabe en syntese, der kan bære et værk.

Den svenske lydkunstner B(enny) J(onas) Nilsen synes at have en gave for at involvere sig med andre og skabe æstetiske rum, der er resultatet af mødet med forskellige kunstneriske stemmer, men stadig har det organiske værks aura. På nye samarbejder med henholdsvis islandske Stilluppsteypa og Chris Watson får Nilsen endnu engang skubbet grænserne for hvad man kunne kalde posthuman musik.

Drykkjuvísur Óhljódanna tager udgangspunkt i en arketypisk fristelse: drikfældighedens velsignelser og forbandelser. Sammen med islandske Stilluppsteypa, der består af Sigtrygggur Berg Sigmarsson og Helgi Thorsson, har BJ Nilsen sat sig for at lave et værk, der forvandler det alkoholiske delirium til kolde landskaber af lyd. Dette er på ingen måder drikkeviser i traditionel forstand. Her er ingen ord, ingen løsagtighed eller frivolitet, ingen primitiv manifestering af brovtende maskulinitet eller rå seksualdrift. Drikkeviserne er snarere et filosofisk anliggende, der udspringer af alkoholens paradoks: at den på ene side er en vej ind i forglemmelsen, en flugt fra verden, men at den på den anden side også er en skærpelse af opfattelsen i en slags tåget klarsyn: rusen som et sandhedsserum, der åbner for nye verdener. Drykkjuvísur Óhljódanna er i den forstand ikke et socialt ansvarligt værk, der forsøger at advare om alkoholens alvorlige konsekvenser, men snarere en rapport om en ændring af bevidstheden efter den som en svamp har suget til sig af spiritus (bemærk den etymologiske forbindelse til ordet "ånd").

Over seks "numre" eller "spor" får vi en stadig mere dyster rejse ind i mørkets hjerte gennem lavmælt susende, knitrende støj og vindblæste landskaber. Der er noget sugende mørkt, men samtidig også eminent sublimt ved disse lyde, der synes renset for menneskelig involvering. Det er som være vidne til en gigantisk åndende organisme. Mest af alt minder det om Islands uendelige udstrakte "levende" landskaber. Den hvide sne er blot erstattet med hvid støj. Der er vanskeligt at tale om en egentlig udvikling af musikken. Netop fordi musikken fremstår uden egentlig begyndelse eller ende, men "blot" er sat i tid, er en fortolkning af musikken fuldstændig åben. Dette svarer godt til kunstnernes intention, som den er beskrevet i pressematerialet: "BJ Nilsen and Stilluppsteypa intend this recording as an open ended experience, wandering through their sound without the burden of any exigetical text that might get in the way."

Som lytter bliver man befriet for fortolkningens byrde, men det betyder også, at man må nulstille sine forventninger, når det kommer til at finde mening med musikken. Det er høj grad musik, der byder sig til ved sin blotte eksistens, akkurat som et fornemt designermøbel, det er umuligt at sidde i, men som kan beundres på afstand. Sådan er det med BJ Nilsen & Stilluppsteypa sonder af lyd. En stille beruselse uden mål eller mening. Beruselse for beruselsens skyld.

Et lige så fascinerende samarbejde som Drykkjuvísur Óhljódanna er BJ Nilsen kollaboration med Chris Watson på albummet Storm. Filosoffen Immanuel Kant forbandt altid det sublime med ekstraordinære naturfænomener som bjerge og havet, og hertil kunne man også tilføje storme.

Storm starter med en symfoni af fugle, inden regnen og stormen sætter ind. Optagelsen af naturen i dens mest magtfulde vælde er overvældende i sin klarhed. Vi hører havet, som befandt vi os under vandet, stormen suser og fuglene basker lige forbi øret. Kunstnerne siger selv følgende om processen med at optage albummet: "We spent the next few years gathering recordings on our respective coastlines and islands during the very active weather windows during the autumnal equinox and winter solstice. This was focused around our following one particular cyclonic system, which weers over Snipe Point on Lindisfarne to the Isle of May in the Firth of Forth, and finally descends upon Öland and Gotland where Benny listened in with a favourite pair of Sennheiser omnidirectional microphones."

Resultat af disse field recordings er intet mindre end fortryllende. Sære lyde af dyr, skvulpende bølger og blæst danner et overdådigt maleri, der er overvældende i sin taktile sensualitet. Som med Drykkjuvísur Óhljódanna er det vanskeligt at finde ud, hvad man skal stille op med sådan et værk andet end blot træde undrende ind i det.

Hvor Drykkjuvísur Óhljódanna nærmer sig det sublime gennem monotoniens glaciale forskydninger af fine lag af støj, blæser Storm bogstaveligt lytteren ind i en anden verden. I begge "værker" er der tale om, at kunstnerne træder tilbage og i stedet lader lyden tale uden om genkendelige musikalske koncepter som melodi, harmoni og rytme. Det er posthuman musik, der er fremragende iscenesat. Det er bestemt ikke for alle og enhver, men har man først fundet ind i disse værker er det særdeles fascinerende lytning.

Som et appendiks bør det det nævnes, at Drykkjuvísur Óhljódanna kun udkommer i et oplag af tusind eksemplarer. Lyttere med interesse for denne udgivelse må derfor nok hellere sikre sig den før end senere.